Gå til hovedindhold

MARIE I EVENTYRLAND

ALDELES VIDUNDERLIG FORESTILLING SOM STORT SAMARBEJDSPROJEKT MELLEM NÆSTVED MUSIKSKOLE OG RØNNEBÆKSHOLM

  • Læs op

Indhold

    Nu er der igen mulighed for at opleve drama, sang og musik efter en lang og tør coronatid.

    Man kan møde de over 100 medvirkende ved vandreforestillingen i Rønnebæksholm eventyrlige park
    lørdag d. 19. juni kl. 11
    lørdag d. 19. juni kl. 14
    søndag d. 20. juni kl. 11

    Billetsalget er åbent på
    https://billetto.dk/e/marie-i-vidunderland-billetter-537586

    Forestillingen er et samarbejde mellem:
    • Næstved Musikskole
    • Billedskolen Storstrøm
    • Grønnegades Kaserne - Kulturcenter
    • Næstved Bibliotek
    • Næstved Ungdomsskole
    • Rønnebæksholm

    LÆS EN MASSE FACTS, HISTORIE OG BAGGRUNDSFORTÆLLING HER:

    Efter måneder, hvor så mange restriktioner har begrænset os alle, skulle man tro, at musik, dans, kunst og drama også var på pause. Men en idé har taget form på Næstved Musikskole, som i bogstavelig forstand har budt de øvrige kulturinstitutioner op til dans, og nu er der en stor sammenskabt forestilling på trapperne. De mange dramaelever på musikskolen har øvet i små grupper i de sidste måneder i parken på Rønnebæksholm, musikelever har øvet hver for sig bag skærmene og nu endelig sammen, ungdomsskolens dansere har gjort sig klar og billedskoleeleverne er netop vendt tilbage til værkstederne og har skruet helt op for eventyret. I disse dage sættes alle brikkerne sammen til en forestilling, som har fået navnet ’Marie i Vidunderland’.
    Nyfortolkning i historiske rammer.

    Anne Sofie Reumert Knudsen, som er et velkendt teater- og performancenavn i Næstved, har bearbejdet Alice i Eventyrland til i et nyskabende og samarbejdende format. Forestillingen tager afsæt i den særlige historik på Rønnebæksholm så den i stedet bliver en unik drømmefortælling om Marie Toft, som ejede og drev Rønnebæksholm og hendes mand, den kendte digterpræst og politiske tænker N. F. S. Grundtvig. hans kone. Som en særlig krølle på halen bliver forestillingen opført i år, hvor Rønnebæksholm også kan fejre 700-års jubilæum med alle borgere i Næstved.

    Publikum inviteres med ind i vidunderlandet
    Marie i Vidunderland er en vandreforestilling, hvor publikum bliver ført rundt ad stier og kringelkroge i Rønnebæksholms eventyrlige park til de forskellige optrin og med masser af overraskelser undervejs. Der venter publikum en underholdende oplevelse med musik og sang, akrobatik, teater og et teselskab uden lige,skabt af Billedskolen. De kendte figurer fra Alice i Eventyrland sniger sig ind, og de musikalske indslag, som både er kor, forskelligt sammenspil og Chapean Brassband, viser glimt fra forskellige tidsaldre – naturligvis afsluttende med fælles ’hjertedirrende’ finale.

    Eventyret fortsætter.
    Efter forestillingen er slut komprimeres scenografien, udvalgte kostumer og små bidder af forestillingen til en lille magisk og spektakulær ’magiterning’, der udstilles på Næstved Bibliotek sommeren over. Biblioteket sætter ved samme lejlighed fokus på netop det eventyrlige og drømmende i børnelitteraturen.
    Samarbejde på kryds og tværs.

    Forestillingen er støttet af Næstved Kommunes aktivitetspulje – og flere gode kræfter er med til at gøre det hele muligt. Grønnegades Kaserne Kulturcenter understøtter produktionen. Kostumer bliver syet og fremskaffet af scenograf og kostumier Tanja Bovin, mens Kristian K Tegnestue og Sceneteknik sammen med Maria Wolder og Billedskolens elever bidrager med scenografiske løsninger. Det er en stor fornøjelse for alle de medvirkende børn og unge atter at kunne vise, hvad de dur til efter så længe at være begrænset på så mange måder.

    Forestillingens karakter sætter grænser for antal publikum – men der vil dog være 75 billetter til rådighed pr. gang. Publikum bliver sendt afsted i mindre grupper, så alle kommer tæt på de optrædende. Alle opfordres til at medbringe tæpper, picnicstole, kaffe o.a. til slutscenen, hvor alle samles.

    Desværre åbner forestillingen ikke mulighed for deltagelse for gangbesværede.

    Marie i Vidunderland er realiseret ved at alle Center for Kultur og Borgerservices kulturinstitutionerne for første gang samarbejder om et så omfattende og tværgående fælles projekt.