Laurits Hyllested
Underviser i trommer og sammenspilJeg startede til trommer i Helsingør Musikskole da jeg var 7 år og jeg har spillet mere eller mindre siden. Hele min skoletid har trommeundervisning været mit faste holdepunkt og udover at jeg blev bedre til at spille har det at gå til undervisning og være en del af en musikskole været en tryg “anden verden”, hvor jeg kunne boltre mig på en helt anden måde og lære mig selv og andre børn at kende, gennem musikken.
I min egen musiske uddannelse har jeg taget hele turen fra musikskole gennem MGK og til konservatoriet. Siden har jeg læst en kandidat i filmmusik ved Den Danske Filmskole.
Jeg har selv haft en masse lærere gennem tiden, der alle har betydet meget for mig. Jeg tager det bedste med fra dem alle og møder eleverne i øjenhøjde med nysgerrighed og god energi.
Min grundlæggende ideologi med min undervisning hviler på det skabende i musikpædagogik - at alle børn og voksne er skabende musikalske væsener og musikken er til for alle fordi alle selv er skabere af musikken.
I min egen praksis har jeg spillet med bands som Guldimund, Girls in Airports, lavet musik til film og teater og udgivet en plade i eget navn.
